Area Sales Manager, NGI, Nørresundby

Fantastisk arbejdsmiljø – verdensførende – personlig udvikling

NGI Hygienic Components er i dag den globale markedsleder inden for hygiejniske certificerede komponenter til maskiner med vægt på maskinsko i rustfrit stål, hygiejniske hjul og lejehuse. NGI leverer til maskinbyggere og fødevarevirksomheder over hele verden. NGI er grundlagt i 1991 og er repræsenteret i mere end 50 lande. NGI beskæftiger ca. 120 medarbejdere, heraf 110 i Nørresundby, og blev i 2018 opkøbt af Habasit Group, der er et familiedrevet schweizisk firma med 4.000 ansatte på verdensplan. Det har sat yderligere fart på væksten, og produktporteføljen udvides årligt med nye og spændende produkter til branchen. Se mere på www.ngi-global.com

Vi søger en glad, udadvendt og ambitiøs kollega til salgsteamet i Nørresundby. Efter en grundig introduktion vil du indgå i et sprudlende og hårdtarbejdende team, hvor I sammen har ansvaret for kunderne på de tysktalende markeder – primært Tyskland, naturligvis. Over tid vil du blive knyttet mere til nogle kunder, end til andre, og på den måde vil du også få dine ”egne kunder”. Du er tovholder på hele salgsprocessen, lige fra den indledende identifikation af mulige nye kundeemner til den afsluttende levering og opfølgning. Du vil få reference til Sales Manageren.

Hvem er du?

Du finder din energi i dialogen med kunderne og især i at skabe resultater. Du har lyst til at arbejde i et miljø præget af ambitioner og globalt ”udsyn”, hvor overliggeren hver dag sættes højt. Du er velorganiseret og er god til at sætte dig ind i kundens behov og bruge den indsigt til at finde gode løsninger for kunden – og gode salgsresultater for NGI.

Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende – derimod er det vigtigt, at du har ”blod på tanden”, er udadvendt og er en god kollega og samarbejdspartner. Du taler flydende tysk, og du er bosat inden for en radius af 45 minutters kørsel fra Aalborg.

Hvad får du?

Du bliver en del af en fantastisk arbejdsplads med et særdeles godt arbejdsklima og stor arbejdsglæde – og et sted, hvor der arbejdes hårdt og dedikeret med tingene. Du skal forvente 6-8 ugers rejser årligt, hvor du kommer helt tæt på dine kunder. Du vil blive honoreret med god fast løn og en rigtig god bonusordning. Der er derudover pensionsordning, kantineordning og du vil få stillet laptop og mobiltelefon til din rådighed.

Hvordan kommer du videre?

Vi har udelukkende behov for dit CV, når du søger stillingen – så send det straks til peter@fonis.dk. Har du spørgsmål, er du også meget velkommen til at kontakte Peter Fogh Nissen på telefon 40 45 15 04. Af praktiske grunde bedes du undlade at kontakte NGI direkte.