Chef for produktion, projekter og indkøb – Hvalpsund Net, Hvalpsund

hvalpsund-net_coorporate_logo-250

STILLINGEN ER BESAT!

Chef for produktion, projekter og indkøb

Internationalt miljø, stor indflydelse og stærk markedsposition,

særdeles god økonomi, 85 år i branchen og mere end 100 medarbejdere

 

Lige siden starten i 1934 har Hvalpsund Net produceret net. Fra primært at være net til brug for de lokale fiskere produceres der i dag net til en række andre formål, som alle er i kraftig vækst, og hvor mulighederne er meget store. Nettene produceres på fabrikken i Polen, og de færdige løsninger samles hos kunder spredt over hele verden. Din opgave bliver at sikre gennemførslen og koordineringen af de mange projekter. Du bliver derfor ansvarlig for både indkøb, planlægning, produktion, lager og projekter – kort sagt bliver du en nøgleperson i organisationen. Med det store ansvar følger naturligvis også store beføjelser og stor indflydelse på, hvordan det hele organiseres. Du vil referere direkte til selskabets direktør, og du vil naturligvis indgå i ledergruppen.

Du vil blive en del af en flad virksomhedskultur, hvor du både vil arbejde på strategisk, taktisk og operationelt niveau. Du trives både på kontoret, i produktionen og ude på pladsen, hvor projekterne samles. Du ønsker at have en finger med i det meste for at mærke pulsen, men du respekterer også, at dine medarbejdere er dygtige og har lyst til selv at tage ansvar og løse opgaven. Din daglige arbejdsplads bliver på hovedkontoret i Hvalpsund. Du er dog også klar til at tage bilen eller flyet ud til kunden, hvor de færdige løsninger bygges.

Du arbejder selvstændigt og er detailorienteret. Du er pragmatisk og direkte, og kommunikerer i øjenhøjde med dine medarbejdere, kolleger og kunderne. Du løser problemer og får ”motoren” til at køre bedst muligt. Du er velorganiseret, pligtopfyldende, loyal og har styr på dine aftaler og opgaver.

Du har en solid ledelsesmæssig erfaring, og du har erfaring fra projektorienteret virksomhedskultur, hvor en stor del af arbejdet foregår hos kunden, hvor dine medarbejdere er spredt. Da Hvalpsund Net arbejder over det meste af verden, er international erfaring et krav. Din branchemæssige baggrund er ikke afgørende, og din uddannelse heller ikke – men formentlig har du en mellemlang eller lang uddannelse bag dig. Du taler og skriver både dansk og engelsk.

Hvordan kommer du videre?
Vi har udelukkende brug for dit CV – så send det straks til peter@fonis.dk, mærket ”Hvalpsund”. Skriv venligst i mailen, hvor du så annoncen første gang. Du skal være opmærksom på, at ledelsen ved Hvalpsund Net vil få adgang til det fremsendte materiale. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Peter Fogh Nissen på telefon 40 45 15 04.

———————————————————————————————————————————————————————

Hvalpsund Net er en af Danmarks største producenter og forhandler af fiskeriudstyr. Grundet vores store viden indenfor fremstilling af net, har vi gennem årene udvidet vores produktportefølje, så den indeholder mere end fiskeriudstyr. Vi leverer sportsnet, sikkerhedsnet og specialnet i alle størrelser og mål. Vores viden indenfor fisk har især givet os muligheden for at skabe færdige løsninger indenfor havbaserede fiskefarme. Se mere på www.hvalpsund.com